Indtast din søgning...
 
0
0,00 DKK









Vore producenter

 

Den portugisiske vinproduktion er så variereret og foregår under så mange forskellige forhold, at det ville være forkert kun at præsentere en særlig stil eller særlige producenter. Men hvordan vælger man så? Jeg har valgt de producenter som vi fører hos Vinho, ud fra nogle ret enkle retningslinjer:

  • De skal have noget på hjertet.
  • De skal have en vision og en ambition for deres vin
  • De skal producere høj kvalitet
  • De skal være en anerkendt repræsentant for deres sub-region/lokalitet

I menuen til herunder finder du en liste over de producenter der pt kan findes i shoppen - deres vine finder du under den knap der hedder Producenter.

Hvis du abonnerer på vores nyhedsbrev, vil du løbende blive opdateret efterhånden som der kommer nye producenter til.

Torben Ryttersgaard

Vinimportør
 

Producenterne



 


Mário Sérgio Alves Nuno, Quinta das Bageiras. Foto: Vinho.dk

 

Quinta das Bageiras

På Quinta das Bageiras regererer Mário Sérgio Alves Nuno. Han er tredje generation der producerer druer på familiens jord, men den første der selv producerer sin egen vin. Faderen og bedstefaderen producerede begge til kooperativet. Men Mário Sérgio fik tidligt lov til at reservere druerne fra et lille stykke jord til en egen produktion. Efterhånden blev succesen med hans vin så stor, at han langsomt men sikkert overtog druerne fra hele gårdens jord. I dag er det Mário Sérgio selv der driver gården og produktionen – men det sker med stor respekt for de tidligere generationer – så stor at flere af Mário Sérgios vine er opkaldt efter familiemedlemmer.

Mário Sérgio bliver af mange betragtet som traditionalist. Han er stor tilhænger af Baga-druen og en af de oprindelige Baga Boys, der gik sammen for at styrke Bagas position i den Bairradinske vinproduktion. Han producerer både espumanter (hvid, rosé og rød) og hvide og røde bordvine, samt en enkelt sød vin, og to forskellige aguardenter. Alle har de det tilfælles, at de er produceret med den allerstørste respekt for traditionerne, og alligevel med et helt eget smagsudtryk. For Mário Sérgio arbejder nemlig konstant på at få det optimale smagsudtryk ud af sine variabler: Druerne, macerationen, gæringen, fadene og flaskelagringen.

På Quinta das Bageiras arbejdes udelukkende med klassiske druer fra Bairrada. Maria Gomes (hvid drue) fylder rigtig meget – og findes i både de hvide espumanter (hvor det er den eneste drue) og i bordvinene. Men Mário Sérgio arbejder også med Bical og Cersial. I de røde anvendes Baga – og først og fremmest Baga.

Mário Sérgio arbejder med åben gæring på klassisk portugisisk manér i store beton-lagares. På Quinta das Bageiras er disse ca. 5 x 5 meter store og vinen bliver udsat for bâtonnage – hvor vin og skaller vendes, for dels at frigive den CO2 der afgives ved gæringen, dels for at de såkaldte "store" molekyler, der helst knytter sig til affaldsstofferne fra gæringen, falder til bunds og bliver frigjort i vinen. De er vigtige, fordi det er dem der giver vinen fylde og volumen. En anden prioritet for denne stolte vinmager, er brugen af portugisisk eg til fadlagringen. Særligt Baga er en drue der har godt af temmelig lang fadlagring, det er slet ikke unormalt at se vine der fadlagrer i både 1 og 2 år – og Mário Sérgio er ikke i tvivl om at brugen af portugisisk eg er med til at give hans vin dens særlige karakter.

Quinta das Bageiras’ espumanter får rigtig mange fine ord med på vejen fra internationale kritikere. Det er rigtigt fine mousserende vine, til en rigtig fornuftig pris. Men vær ikke i tvivl: Der er tale om gastronomiske espumanter, der helst skal serveres til mad. Den hvide er noget så sjældent som en Bruto natural – hvilket vil sige at restsukkerindholdet er lavere end 3 gram pr liter. I sagens natur, er der derfor tale om en knastør og knivskarp espumante, der ledsager skaldyr flot – men allerhelst retter med lidt fedme, som syren i vinen kan arbejde med. Den røde espumante er en klassiker i Bairrada, hvor man serverer både den og de hvide espumanter til egnens hofret – leitão, helstegt patttegris. Prøv Bageiras røde espumante til juleaften – et festligt indslag, der passer rigtigt godt til den danske julemad.


Mário Sérgio Alves Nuno, Quinta das Bageiras. Foto: Vinho.dk

Selvom Mário Sérgio arbejder med smagsudtrykket i sine vine, er der en klar Bairrada-reference i alle hans vine. De er nemlig – typisk for Bairrada - kølige vine på grund af påvirkningen fra Atlanterhavet. Og så har de helt typisk en ret distinkt syre. På mange måder minder hans vine mere om norditalienske, ja ligefrem piemontesiske vine, end om klassiske portugisiske vine. Ja, faktisk kan man – uden sammenligning i øvrigt - finde både Dolcetto og Barbera-træk i vinene fra Bageiras, om end mere uhildede i deres udtryk - og så er de alligevel umiskendeligt portugisiske.

 

      




I de historiske bygninger i Convento do Paraiso laves der i dag fremragende vin.
I de historiske bygninger i Convento do Paraiso laves der i dag fremragende vin. Foto: Convento do Paraíso

Convento do Paraíso


Quinta de Mata-Mouros er et mytisk navn, og der er forskellige myter om oprindelsen, f.eks. at det er en reference til at der var udstationeret soldater her, da de kristne generobrede den iberiske halvø fra maurerne, og at navnet faktisk var ”mate-mor”, eller at der skulle have eksisteret en skov (mata), som tilhørte maurerne. Hvis man studerer ældre kilder, vil man se at navnet førhen blev skrevet som Matta de Mouros. I det XII. århundrede, efter generobringen af byen Silves, lod man opføre et kloster, Convento de Nossa Senhora do Paraíso, der stod til det XIX. århundrede og hvoraf hovedbygningen stadig eksisterer i dag.

Det er, med andre ord, en vingård omgærdet af mystik, og fantasien næres af mere end tusinde års legender såvel som veldokumenterede historiske fakta. I det sydlige Portugal, i et ellers tørt område, er det en oase af ferskvandskilder, frugtbare marker og frodig bevoksning, beliggende på den sydlige bred af Rio Arade, tæt på den sagnomspundne by Xelb, en af de allerrigeste byer i Al-Andalus, der i dag hedder Silves.

For 200 år siden, var vingården Quinta de Mata-Mouros en del af klosterejendommen Convento do Paraíso (Paradis-klosteret). I dag tilhører gården en familie, der har produceret vin siden starten af dette årtusinde. I år 2000 indledte de den lange proces med systematisk analyse og forædling af druesorterne, hvor man omhyggeligt analyserede jordbundsforhold og mikroklima i denne region, hvis karakteristika kan minde om Middelhavets. Familien satsede på druesorter, der ikke hidtil var blevet anvendt her og tilplantede jordstykker der ellers havde ligget uberørt hen i mere end 800 år.

I januar 2012 blev vin-samarbejdet Convento do Paraíso skudt i gang, et samarbejde mellem vingårdens ejere og familien Soares, der er konsulenter og distributører, tillige med vinmageren, Leonor Frazão.

 

Vinamger Leonor Frazão i marken - i baggrunden aner man Silves gamle by. Foto Vinho
Vinmager Leonor Frazão i marken - i baggrunden aner man Silves gamle by. Foto: Vinho


De 12 hektarer der blev tilplantet med vin i 2000 og den moderne vinkælder bliver i dag styret af specialister fra Herdade da Malhadinha Nova (Manuel Letras og Rui Venân
cio står for vitikulturen, mens Luís Duarte og Nuno Gonzalez står for ønologien).


Den traditionelle vinkælder er et kompromis mellem at bevare den oprindelige struktur og anvende moderne vinproduktions-teknologi. På denne måde går f.eks. de traditionelle granittanke (lagares) hånd i hånd med anvendelsen af avanceret højteknologisk udstyr.


 

    







 

Billede af får fra Herdade de Coelheiros

Fårehold på Herdade de Coelheiros. Foto: Herdade de Colheiros

Herdade de Coelheiros

I portugisisk sammenhæng er Tapada de Coelheiros en historisk ejendom. Den bliver omtalt første gang i det 15. århundrede og har blandt andre tilhørt Ruy de Sousa, der repræsenterede Portugal ved forhandlingerne om Tordesilhas-traktaten med Kastillen. Aftalen delte Den nye verden mellem de to lande, og beseglede samtidigt freden mellem de to nabolande. Allerede på den tid var Tapada de Coelheiros berømmet for sin vin.
Vindyrkning i større stil har ellers haft svære kår i den meget varme og tørre region Alentejo, men tidligt etablerede gården en række vandreservoirer, der betød at man kunne overrisle markerne ved hjælp af tyngdekraften. 

Billede af gamle vinstokke CoelheirosUnder Estado Novo (diktaturet fra 1933 til 1974) stoppede man fuldstændigt med at dyrke vin. Styret fandt nemlig ikke at regionen egnede sig til at dyrke vin, og valgte at bruge landarealerne til oliven i stedet og rev alle vinstokkene på Tapada de Coelheiros op.

Efter Nellikerevolutionen genetablerede nye ejere vinmarkerne i nogen grad, primært med franske druesorter som Chardonnay og Cabernet Sauvignon. Ejendommen blev senere overtaget af en rigmand, der primært brugte den som jagtejendom og her holdt meget berømte selskaber for samfundets spidser, hvor man selvfølgeligt serverede ejendommens egen vin, der ad den vej blev kendt og anerkendt i inderkredsen af det politiske og erhvervslivet.

I 2015 blev ejendommen overtaget af dens nuværende ejere, ægteparret, Gabriela Mascioli og Alberto Weisser, der ønskede at forny den noget forfaldne ejendom og ikke mindst produktionen af olivenolie, valnødder, kork – og vin. Ejendommen, der i dag hedder Herdade de Coelheiros, er nu på mere end 600 hektar, hvoraf knap 50 er tilplantet med vin, 45 med oliventræer, 50 med valnødder samt mere end 450 med skov, fortrinsvis korkeg. Dertil kommer egen produktion af fårekød og et vildtreservat, hvor bestanden er fredet, men reguleres af ejendommens skovridder.

Vi lærte Herdade de Coelheiros at kende via deres ønolog, Luís Patrão, som vi kender fra vinhuset Vadio. Luís er nemlig også tilknyttet Coelheiros som ønolog. Han har arbejdet her siden 2015, og har i perioden genetableret flere af de gamle marker. Nogle af dem med nye tilplantninger (man dyrker f.eks. ikke længere Chardonnay, men i stedet portugisiske druesorter), mens man har beholdt den ældste mark med Cabernet Sauvignon og fornyet den, fordi druesorten nu en gang indgår i den historiske vin, ejendommen er så berømt for.

Samtidigt omlægger man til økologisk brug, hvad angår såvel vin, som olivenolie og valnødder. Omstillingen er ikke tilendebragt, men er stadig i gang. Luís fortæller at i starten havde de mere end 20 medarbejdere ikke havde meget tiltro til de nye metoder, men at han nu kan høre på både interne diskussioner, men også tilbagemeldinger fra lokalområdet, at de i dag har taget den økologiske filosofi til sig. Alberto Weisser fortæller da også, stolt og en anelse følelsesladet, at han oplever at planterne "viser dem deres taknemmelighed" for den nye måde de bliver behandlet på. F.eks. har valnøddeproduktionen sat nye høstrekorder i både 2017 og 2018.

En anden del af forandringen, har bestået i at begrænse produktionen af egen vin. Da Weisser overtog ejendommen, producerede man 400.000 liter vin om året. I dag har man begrænset produktionen til 100.000 liter – og udelukkende fra druer fra de bedste marker, og med den højeste kvalitet. I dag sælges den resterende drueproduktion til bulkvin. Man producerer 6 vine på stedet – 3 hvide og 3 røde. De hvide druer er fortrinsvis Arinto og Roupeiro, de røde er, udover Cabernet Sauvignon, Aragonez, Trincadeira og Alicante Bouchet. Vinene er kraftige sager, der har nydt godt af Alentejos varme. Men man skal bestemt heller ikke underkende Luís Patrãos indsats for at give vinen struktur, f.eks. gennem tidlig høst, at mindske druernes sukkerindhold og samtidigt øge syreindholdet, hvilket er med til at giver vinen en smuk balance. Vinene ligger i den højere ende af prisskalaen – men er bestemt pengene værd !
         

  



Quinta do Ferro

Vejen til Quinta do Ferro følger Rio Fornela-dalen. Et lidt barskt terræn hvor man forcerer den relativt stejle dalside. Vi er i Baião, den sydligste subregion i Vinho Verde, og faktisk er den næste floddal Douro-dalen. Af samme grund kaldes området for Douro Verde. Det er nemlig et rigtigt grænseområde, hvor der lånes fra begge traditioner. Micaela Fonseca, der leder Quinta do Ferro, gør derfor meget ud af at hendes bordvine ikke er grønne. De er derimod hvide vine fra Vinho Verde. For en udenforstående kan det virke lidt besynderligt, men mange steder i Portugal er Vinho Verde synonym for druesorterne Alvarinho og Loureiro som slet ikke er i spil i det sydlige Vinho Verde.

Det var Micaelas far, der startede Quinta do Ferro-projektet tilbage i 1999. Carlos Fonseca havde en ide om, at man burde kunne lave mousserende vine (espumante) på den dominerende drue i denne del af Baião, som er Avesso. Det viste sig at være en rigtig god idé.

Quinta do Ferro ligger i Avesso-druens vugge, hvis man skal tro på legenden. Det var her den oprindeligt blev dyrket og forædlet. Det er ikke nogen nem drue – og navnet betyder faktisk ”modsat”. Det er en hvid drue, hvor klaserne ved modning faktisk har druer med både rødligt og grønt skind, men lyst frugtkød. Den er ikke nem at dyrke og kræver et mikroklima, der ikke findes mange steder i Portugal. Den skal helst have både varme og kølighed, og har det bedst med rigtigt kolde vintre (ned til minus 5).

Carlos Fonseca gav sig i kast med espumante-projekt, som han drev sideløbende med andre forretninger, og fik faktisk en vis succes med espumanten. Den solgte rimeligt i betragtning af, at Ferro var blandt de første producenter i Vinho Verde, der for alvor begav sig ud i espumante.                              

Da faderen i 2011 ville stoppe med denne del af sine forretninger – og finanskrisen havde sat en effektiv stopper for salg af vingårde - fik Micaela muligheden for at overtage ledelsen af Quinta do Ferro. Micaela er egentlig er uddannet arkitekt og havde fulgt projektet fra sidelinjen – men da hun samtidigt er vinelsker og fra ung havde lært at sætte pris på denne del af Vinho Verdes druer, tog hun udfordringen op.

Siden har Micaela formået at styrke Ferro’s brand yderligere. Dels gennem en fortsat satsning på Espumanten, men også via en stringent serie af bordvine, der dækker over både hvide vine og såmænd både en rød Vinho Verde og en rød Douro. Hertil kommer en Portvin og en Aguardente (portugisisk brandy). 
Men det er stadig espumanterne der er drivmotoren i projektet. Ferro laver noget så sjældent i Portugal som mousserende vine med meget lang anden gæring. Faktisk ligger selv hende entry level espumante næste et år på flaske under anden gæringen. Og derfra går det kun opad til hende Vinhas Velhas Reserva som har – hold nu fast – ligget til andengæring i 11 år! Men det er meget godt i tråd med Micaelas vinfilosofi:

”Jeg overtog selskabet midt i finanskrisen – og var af mange grunde tvunget til at ændre på en række ting i produktionen. Vi havde haft rigtig gode år, men i de seneste år havde vi tabt terræn – nok primært fordi teamet kunne mærke, at ledelsen ikke var tilstede til daglig. Så jeg begyndte at skifte ud i teamet og fik sat et nyt hold, og strammet op på espumante-produktionen, og senere bordvinene. Der er stadig masser af ting, jeg gerne vil ændre på selve vingården, men nu drejer det sig om de ydre omgivelser. For syv år siden talte vi kun om vinen.”

Ferro laver noget relativt sjældent i Portugal. De lancerer nemlig to forskellige vine baseret på samme drue, med den eneste forskel at markerne ligger i forskellig højde over havet. Et interessant studie i, hvad mikroklima kan betyde for vin. Prøv bare at smage Avesso Ribeirinho og Avesso Montanha. Samme drue, samme producent, samme team, men 200 højdemeter betyder også noget.

Micaela har et lille team på quintaen. Normalt er de kun 6, inklusiv hende selv, så alle har mange forskellige opgaver. Da jeg besøgte dem sidst, kom jeg tilfældigvis på den allerførste høstdag i 2018, så der var vi lidt flere til frokost. Men det ændrer ikke på at man sagtens kan mærke, at der er et tæt sammenhold i teamet og en betydelig indforståethed. At der var gæster, ændrede heller ikke på, at en af de ansattes fødselsdag også skulle markeres – så den dag kom der espumante på frokostbordet.

De første Vinhão druer i 2018 kommer i pressen
De første druer i 2018 kommes i pressen - Foto: Vinho.dk

 Alle Ferros vine er udelukkende lagret på stål og er også presset på moderne presser.
 ”Jeg vil gerne lave et rent produkt, hvor det der fylder munden, er den smag druerne kan levere, og ikke andre indflydelser som træ m.m.” siger Micaela selv. Ikke engang hendes røde Douro har været på fad. Den har meget fine taniner, men er også en vin fra 2013, så flaskelagringen har nok taget lidt af skarpheden, ligesom et fad normalt ville gøre. Eneste undtagelse fra stållagringen er naturligvis portvinen, hvor fadlagringen er et krav, for at man må kalde det portvin. Men her lagres der på gamle fade, og kun så længe som nødvendigt, for at leve op til kravene og samtidigt få en god vin uden alt for meget træ med på tungen.

Vinho fører en relativ bred del af Quinta de Ferros portefølje – og vi kan godt lide den. Det er vi ikke de eneste der kan. Ved seneste review sagde Mark Squires fra vinanmelder-notabiliteten Parkers: ”Ferro laver rigtig vin. De laver ikke vin for sjov.”

Fakta:
Produktionsareal: I alt 27 hektar, hvoraf der dyrkes vin på de 17. De resterende anvendes til valnødder, kastanier og skov
Produktion (2017): 40.000 flasker, hvoraf ca. 24.000 var espumante
Hvide druer: Hovedsageligt Avesso krydret med lidt Arinto
Røde druer: Vinhão, og en parcel i Douro med traditionel Douro Field Blend, hovedsageligt Touriga Nacional, Touriga Franca, og Tinta Roriz.

 

      



 


Udsigten fra Foz Torto. Foto: Vinho.dk
 

Foz Torto Vinhos

Foz Torto er et særligt sted. Ikke bare ligger Foz Torto Vinho fantastisk smukt ved Torto-flodens udmunding i Douro. Placeringen på den sydlige bred på den stejle bjergside giver udsigt over Douro-flodens løb fra Pinhão mod Peso de Regua. Og netop positionen med den betagende udsigt og den meget stejle grund gør at mange gæster får en særlig ærefrygt. Eller som Abílio Tavares da Silva, der er ejeren af Foz Torto, selv siger det: "Man forstår at man selv er så lille som et sandkorn og hvor meget større naturen er end os, når man står og ser ud over landskabet her."

Det med vores egen lidenhed i forhold til naturen, er en meget stor del af Abílios drivkraft. Han siger om sig selv at han er vinbonde. Med en stor fed streg under bonde. ”Det der giver min dag indhold, er at lykkes med at få alle mine vækster til at gro og, år efter år, at få højere og højere kvalitet. Det med vinen er bare et produkt – og den er ikke vigtig i sig selv.” Rigtigt er det da også, at Abílio dyrker en lang række andre afgrøder – med stor succes. F.eks. har han flere gange vundet den uofficielle tomatdyrkningskonkurrence der findes mellem en række vinproducenter i Douro. Ja, faktisk er der flere med forstand på den slags, der mener at Abílio dyrker nogen af Portugals bedste tomater – og det siger en del, for tomaterne er rigtigt gode på de her kanter.

På Foz Torto-gårdens 14 hektar land dyrker Abilio alverdens ting, æbler, jordbær, kvæde, bønner, græskar, peber, tomater, kartofler, ferskner, hasselnødder, for bare at nævne en del af afgrøderne. Da jeg denne gang besøgte Abílio, viste han mig stolt sit seneste forsøg: En patio overdækket af kiwi. Der er ingen tvivl om at Abílio har grønne fingre – koblet med en meget god fornemmelse for, hvad der kan lade sig gøre i hans jord, der består af en blanding af skifer, granit og kalksten. Her skal planterne virkeligt kæmpe for at få adgang til næring.

Selvom Abílio har en tendens til at underdrive vinens vigtighed for hans forretning, anvendes 12 af de i alt 14 hektar til vin. Det er ikke nogen kæmpe produktion Abilio har. Faktisk er den aktuelt på 12-13.000 flasker om året, fordelt på tre vine. Til gengæld er den rigtig god. Der er tale om vine af meget høj kvalitet, der produceres i det lille vineri i byen Pinhão, lige ved broen over Pinhão-floden, i en bygning Abílio overtog sammen med jorden – og som han siden totalrenoverede. Faktisk rev han stort set al indmaden ud og startede forfra. Han installerede nye sten-lagares – åbne gæringsbeholdere som i Douro traditionelt bruges til at gære de røde druer i. Han installerede nye stål-gæringstanke til de hvide vine og ståltanke til lagring og lavede en helt ny etage i den ene halvdel af bygningen, hvor der i dag er kombineret lager og smagerum med udsigt over floden. Et vineri, der i dag står som et af de smukkeste i Douro – i hvert fald blandt de smukkeste jeg har set.
 

Og det er nok meget karakteristisk for Abílio, at der ikke er noget, han gør halvt. Faktisk er det med at være bonde relativt nyt for Abílio. Han var nemlig indtil slutningen af 00’erne en succesrig IT-konsulent og medejer af en af Portugals væsentligste IT-virksomheder i den finansielle sektor. Men han trængte til at se vækst i andet end firmaet – og efter at have overvejet sin livssituation gennem længere tid, fandt han frem til, at han manglede naturen i sin hverdag. Så han begyndte at lede efter en ejendom i hans hjemegn, Douro og meddelte samtidigt sine partnere, at han ville sælge sin del af virksomheden for at studere vitikultur (læren om druer og druedyrkning) på universitetet i Vila Real.
         


Abílio fandt Foz Torto hos den store portvinsproducent, Calem der, på grund af faldende portvins-efterspørgsel, gerne vill sælge, og han gik i gang med at renovere både vineriet og markerne. Samtidigt hyrede han en meget anerkendt ønolog – Sandra Tavares da Silva. ”Ja, vi hedder det samme, men det er altså et rent tilfælde” – siger Abílio grinende, da jeg spørger. Sammen udviklede Abílio og Sandra en stil for Foz Torto som de siden har finpudset på – og stadig gør. For som Abílio siger: ”Det her er jo et projekt, der aldrig stopper. Men det værste er, at det tager 10 år inden man ved, om den ændring man gennemførte, var en forbedring eller en fejl.”


Fakta Foz Torto Vinhos:
Areal 14 hektar, heraf 12 hektar med vin
Produktion Pt. 12-13.000 flasker pr år forventes udvidet til 15.000 flasker inden for de nærmeste tre år.
Druesorter: Klassiske Douro-druer; Touriga Franca, Touriga Nacional, Alfrocheiro, Tinta Roriz og Tinta Cão er de røde. Viosinho og Rabigato, de hvide.
Fører tre vine: Foz Torto Tinto, Douro DOP, Foz Torto Vinhas Velhas Branco, og Foz Torto Vinhas Velhas Tinto. Den hvide ligger 6 måneder på brugte fade (på barrique størrelse) og flaskelagres derefter et år inden release, hvorimod den røde ligger 18 måneder på fad med bâtonnage (omrøring af vinen), hvorefter den modnes i 24 måneder inden release.

 

   
 






Herdade da Malhadinha Nova

Herdade da Malhadinha Nova ligger i det sydlige Alentejo, lidt syd for Albernoa. Stedet er et resultat af brødrene Soares ambition om ikke kun at sælge andre menneskers vin, men også at lave den selv. I 1998 fandt de to brødre João og Paulo Soares landejendommen – der i dag udgør halvdelen af Herdade de Malhadinha Nova og overtalte resten af familien til at gå ind i projektet. Resten af familien var måske ikke så svær at overtale – det er nemlig en meget vinglad familie vi her har med at gøre. Forældrene João og Maria Antónia drev vindistributionsselskabet og -detailkæden Soares, så vin var allerede en betydelig del af familiens daglige virke. I dag har de to brødre fået selskab af søsteren Rita til den daglige ledelse af Herdade da Malhadinha Nova – og samtidgt er de alle tre også aktive i driften af Soares-kæden.

Det var en lidt barsk start, drømmen om at producere vin fik. Der var nemlig ingenting på den jord familien havde købt. Et par ruiner var alt man overtog på de første 200 hektar. Der var ingen strøm. Ingen struktureret dyrkning af arealerne. Ikke andet vand end hvad den lokale flod kunne forsyne dem med i de koldeste måneder af året. Så alt skulle skabes fra bunden – eller næsten. For byggerestriktionerne i denne del af Alentejo gør nemlig, at man kun må bygge, hvis der i forvejen ligger en bygning der, hvor man ønsker at bygge – så man var nødt til at genbruge dele af ruinerne i de nye bygninger man ville etablere.

Samtidigt med at man renoverede det, der i dag fungerer som administrationen og lokaler til landbrugsproduktionen, begyndte man at forberede jorden til vinproduktion. I 2001 blev de første stokke plantet og da man i 2003 var klar til at levere druer ved den første høst, stod også vineriet klar. Vineriet er et imponerende skue i sig selv. Ikke på grund af størrelsen, men på grund af den omtanke der er lagt for dagen her. Alt er lavet med henblik på at efterlade så lille et økologisk fodaftryk som muligt. Så når først druerne er inde i vineriet, foregår al videre transport af vinen indtil tapningen ved hjælp af tyngdekraft. Når man står og skuer ud over vineriet fra indgangen mod restauranten, fornemmer man det flow der går som en rød tråd gennem hele produktionen, og som er understøttet af et virkelig intelligent design.
 

Det er et meget moderne vineri i flere plan Soares familien har vygget på Herdade de Malhadinhanova. Hensigften med de forskudte plan er at minimere strømforbruget til pumper.

Ønsket om at efterlade et minimalt økologisk fodaftryk, går igen overalt i Malhadinha Novas profil. Al produktionen er økologisk - og man bestræber sig hele tiden på at give naturen de bedste vilkår, således at man kan udvikle de bedste og reneste produkter. Hvad enten vi taler om stedets vin, dets olivenolie, deres kvæg, får eller heste, stræbes der konstant efter højest mulige kvalitet, forenet med den højest mulige grad af selvforsyning.

Det er også derfor vingården for nogle år siden valgte at købe yderligere 250 hektar jord af en af naboerne. Man havde nemlig behov for yderligere jord til at kunne øge både vin- og olieproduktionen, men også græsningsarealerne, der er med til at give kreaturerne og hestene føde om sommeren, hvor de ikke kan græsse i vinmarkerne. Dyrene leverer, sammen med en generel komposteringskultur, den naturlige gødning, der er med til at sikre at den økologiske produktion har adgang til næring. I dag dyrkes vin på knap 50 hektar og oliven på 40. Resten af de 450 hektar bruges, udover til produktionshaller, hotel og restaurant, til husdyrhold, foderdyrkning og køkkenhaver. Man er ikke fuldstændigt selvforsynende med fødevarer til hotel og restaurant – men udover de råvarer fra havet som en portugisisk restaurant i Malhadinha Novas klasse naturligvis må have, bestræber man sig på at blive så selvforsynende som muligt – og vel at mærke med produkter af førsteklasses kvalitet.

Og dette er også filosofien bag stedets vin. Man arbejder med to hovedbrands: Monte da Peceeguina og Malhadinha. Peceguina er gårdens entry level og Malhadinha er topprodukter. Men der er ikke meget hverdagsvin over Monte da Peceguina. Der er tale om vine af virkelig høj kvalitet. Udover en hvid, rosé og en rød, der alle er blendede produkter, lancerer man en række varietalvine på gårdens forskellige sorter. Men altid kun når årets høst er af en kvalitet der gør det muligt at sende enestående vine på markedet. Det er sikkert også årsagen til, at de allerede ved høst nummer tre blev hædret som Portugals bedste nye vinhus. Og at de siden har er blev kåret til årets bedste vin – og flere gange har besat andenpladsen i samme konkurrence.
 

Udsiogten fra terrassen på Herdade da Malhadinha Nova: Lavt kuperet steppeland, så langt øjet rækker. Prydet med vin og oliven.

Malhadinha-serien er virkelig høj klasse. Her er der kælet for alle detaljerne. Det er udelukkende de allerbedste klaser der bruges til disse vine, der igen kun produceres når kvaliteten af årets høst tillader det. Vinene får god tid, både på fad og efterfølgende ved flaskelagring, inden de sendes på markedet – man ønsker kun at sende modne produkter på markedet og indtil nu, har man været i stand til at fastholde dette princip.

Stilen er moden og elegant. Men stadig med tråde tilbage til den alentejanske tradition. Vinene er ikke overdøvende i deres frugt – men har flotte og afbalancerede taniner og stort set alle sammen en vis kompleksitet i strukturen. Der er tale om elegante vine der, med hvert deres særpræg, leverer den karakteristiske Malhadinha-stil.

 

    





 

Adega do Monte Branco

Adega do Monte Branco er et relativt ungt projekt. Luís Louro startede projektet i starten af årtusindet og i 2004 stod selve vineriet klart på toppen af bakken Monte Branco udenfor Estremoz. Ikke på det højeste punkt i området – men det næsthøjeste. På det højeste ligger nemlig Estremoz’ vartegn: Borgen. Luís Louro kommer ud af en vinfamilie. En af naboejendommene til Adega do Monte Branco er nemlig Quinta do Mouro, der såmænd er ejet af hans far. Så at Luís skulle lave vin, var der ikke mange der blev overrasket over. Så efter at have taget sin kandidatuddannelse som ingeniør i landbrugsproduktion og et praktikophold i USA, vendte han hjem til Estremoz og Alentejo for at starte sit projekt.

Vinmager og producent Luís Louro sammen med undertegnede - det er Luís til venstre. Foto: Vinho.dk

Først byggede han vineriet, og lavede sammen med venner indenfor vinbranchen en række små produktioner. Men i 2008 startede han produktionen under eget navn, Adega do Monte Branco, på druer han købte i omegnen, for at fastholde smagen af Estremoz. Men ret hurtigt indså Luís, at han også gerne ville kontrollere selve drueproduktionen, og derfor har man de seneste år opkøbt jord omkring Adegaen og plantet den til med vin. Det er stadigt små arealer der er tale om, men man er på vej.

Sammen med ønologen Inês Capão stræber Luís Louro efter at lave vine, der smager som Alentejo-vine gjorde før 1980’erne. Da startede nemlig den trend, der måske nok skabte grundlaget for alentejansk vins storhed og position i Portugal, men som i virkeligheden er en tilstræbt stil, mere end en historisk oprindelig stil. Inspireret af de latinamerikanske vinproducenters fremmarch i Europa, lagde en række alentejanske producenter sig nemlig i deres slipstrøm og begyndte at producere mere frugtige vine. En stil der er relativt nem at eftergøre i Alentejo, hvor de ekstreme varmegrader om sommeren og kulden om vinteren, naturligt giver druer med et meget højt sukkerindhold – og masser af frugt og alkohol, hvis man ikke når at høste tidligt.

Det med frugten, er som sagt ret naturligt i Alentejo på grund af klimaet. Men faktisk er den klassiske Alentejo-stil nok vine med en vis frugtighed, men samtidigt med en høj grad af friskhed. Så altså ikke den tunge latinamerikanske stil. Det er denne traditionelle stil som teamet på Monte Branco stræber efter at genskabe. Med deres brands Alento og Monte Branco er de kommet et langt skridt i den retning. De har fundet nøglen til, på samme tid at skabe vine med en afbalanceret frugt og et friskt smagsudtryk, og samtidigt arbejder de også på at give vinen den rigtige modenhed. Det gør de ved at lade vinen lagre længe på fade af fransk eg – eller i hvertfald længere end de producenter som man måske naturligt ville sammenligne dem med. Det er denne lagring der gør Alento Reserva til et godt glas, der både har liv og struktur – uanset om man vælger den hvide eller den røde variant. Stedets topvin Monte Branco Tinto er et meget flot glas med stringens og struktur og velafbalanceret syre – men stadig med den snert af frugt som Luís og Inês stræber efter. Et rigtigt flot glas vin, de har lavet her.

Druerne der arbejdes med hos Monte Branco er de klassiske Alentejo-druer: Aragonez, Alicante Bouchet og Trincadeira blandt de røde. De hvide er baseret på Antão Vaz, Roupeiro og Arinto.

   



Quinta de Marrocos ligger smukt på den stejle sydlige bred af Douro et stenkast fra Peso da Regua. Foto: Vinho.dk

Golddrink - Quinta de Marroco og Vale de Sapos

Bag det lidt atypiske firmanavn gemmer sig en familievirksomhed, der driver tre forskellige Quintas og tre forskellige Brands. Den nuværende ejer César Augusto Correia de Sequeira er fjerde generation på Quinta de Marrocos, og sammen med hustruen Maria Elisa dos Santos Galante og børnene Rita, Catarina og César driver han i dag virksomheden som i løbet af de sidste 60 år er vokset til at bestå af de tre quintas Marrocos, Sequeira og Vale de Sapos. På de tre Quintas laves der tilsammen 210.000 liter vin årligt, hvoraf ca. 30 % er bordvin og resten portvin. Udover vinen arbejder familien med ønoturisme, og driver en restaurant der dagligt tager imod gæster. Man kan håndtere selskaber på op til 100 personer.

Der er ingen tvivl om, at det er portvinen, der er familiens hovedprodukt. De har en meget flot serie af vine fra startniveauet og frem til en flot serie af Colheitas og LBV’er, hvor portvinene klart står i centrum. Omkring portvinene følger familien klart traditionerne. Der fodtrædes og gæres i åbne lagares til alle vine bortsat fra startniveauet. Der lagres på store fade af eg og i det hele taget foregår tingene som de har gjort i flere hundrede år her på egnen.
Druerne kommer fra marker, hvor der anvendes typisk Douro Field blends, så også dette følges den traditionelle facon.

De vine vi har hentet hjem fra Marrocos og Vale de Sapos har særtræk der kommer fra jordbundsforhold og mikroklima og så naturligvis det blandingsforhold stokkene står i på markerne og vinmagerens beslutninger om høsttidspunkt og timing i produktionen. Her råder Rita Sequeira med sikker hånd, og hun har stolte traditioner at læne sig op af. Her satser man mere på Colheita-produktionen end på Vintages og Late Bottled Vintages. Man laver også de to sidstnævnte, men Tawny Colheitaerne er nu engang familiens stjerne-produkt. Og de er flotte – endda meget flotte.

Und for eksempel dig selv at smage Tawny Colheita 2008. Denne godt 10 år gamle tawny har en super balance med fin afrundet karamel, flot balanceret sødme og en meget fin og tilstedeværende syre. Et meget imponerende eksempel på, hvad en ti år gammel vin kan, når den får lov at stå alene.

I bordvinene har familien også deres egen stil. Her har man siden man startede med seriøs bordvins-produktion i 00’erne været lidt foran det, vi nu kan kalde den nye trend. Man har nemlig i vid udstrækning begrænset fadlagringen så meget som muligt, og udelukkende anvendt den til at tæmme de naturlige taniner i vinen. Det er således ikke usædvanligt at familiens reserva’er kun har ligget på fade i 3-6 måneder for de rødes vedkommende – og slet ikke for de hvides. Her ønsker man at sætte frugten i højsædet og lave så rene vine som muligt – et ønske man også har efterkommet i QMarrocos -serien der består af tre vine: To røde og en hvid. 

 

         



Quinta da Pacheca ligger smukt få 100 meter fra floden i Cambres. Foto Quinta da Pacheca
 

Quinta da Pacheca

Quinta da Pacheca er en ejendom med historisk betydning for portugisisk vinproduktion. Stedet kan føres tilbage til før 1738, og det var et af de første huse i Douro, der begyndte at producere vin under egen label. Pacheca kan findes på de første kort over Portvins-demarkationen fra 1755 og stedet har gennem historien haft stor betydning for området omkring Peso de Regua.

Jeg møder chef-ønolog Maria Serpa Pimentel i den imponerende hovedbygning, der også er receptionen i stedets hotel. Ønoturismen er efterhånden blevet en væsentlig del af virksomhedens profil. Så væsentlig, at man i 2016 etablerede værelser i 10 udendørs vintønder (fade beregnet til 50.000 liter vin) og i øjeblikket er i gang med at bygge en ny fløj til hotellet.


Ønolog Maria Serpa Pimentel. Foto: Quinta da Pacheca

Men vinen er stadigvæk det væsentligste produkt – og her er der altså en ganske imponerende portefølje. Både af portvine men så sandelig også med bordvine. Og igen har man spillet en historisk rolle. Pacheca var nemlig også et af de første huse der begyndte at producere bordvine som separat produktlinie til eksternt salg og ikke kun til eget forbrug. Det var faktisk Maria Serpa Pimentels bedstefar der tog initiativet, Han var både ønolog og producent og interesseret i de druesorter, der i de samme år gav europæiske bordvine nye succeser. Så de første bordvine der blev lanceret fra Pacheca var baseret på druer som Riesling, Sauvignon Blanc og Emillion. Og de blev introduceret som eksotiske og banebrydende vine i Portugal.


I kælderen på Quinta da Pacheca får man virkelig fornemmelsen af at vi er på et sted med historisk betydning. Foto: Quinta da Pacheca

Siden er man vendt tilbage til portugisiske druer, og i dag producerer man meget flotte bordvine på de klassiske Douro-druesorter såsom Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca til de røde vine og Viosinho og Moscatel Galego til de hvide – nå ja, og så en enkelt lavet på ren Sauvignon Blanc.

Quinta da Pacheca laver det meste af deres vin på egne druer, men køber også druer der særligt bruges i deres startniveau-vine og -portvine. Deres egne marker ligger i tre forskellige højder omkring Peso da Regua og varierer fra 200 til 500 meter over havet. I alt dyrkes der vin på ca. 45 hektar, hvilket i Douro er et ganske betydeligt areal.

Bordvins-paletten er meget bred. Fra startniveauet med to meget enkle vine, over Superior og en enkelt reserva Vinhas Velhas (rød) til special-cuvéer af virkelig imponerende kvalitet. Her er helt bestemt vine til særlige lejligheder.

Portvinsporteføljen er righoldig og indeholder, udover de klassiske vine på startniveau (White, Tawny, samt en Ruby Reserva og en Tawny reserva) også en Lágrima og en Rosé i deres startniveau. Tawny-porteføljen er meget fornem og tæller udover 10-, 20-, 30-, og 40-årige vine såmænd også en 100-årig – foruden enkelthøst-vine fra flere årgange, helt tilbage til de tidlige 1960’ere. På tilsvarende vis finder man flere interessante LBV’er og en række nyere Vintages. Tilsammen en portefølje der tæller omkring 25 forskellige labels, hvoraf Vinho har valgt at markedsføre stort set alle vine, om end nogle først fra 2019.
 

Alle produkter fra Quinta de Pacheca    




 


Vinproducent Rita Cardoso Pinto.   Foto: Quinta do Pinto


Quinta do Pinto

Quinta do Pinto ligger i Lissabon-regionen – nærmere bestemt i subregionen Alenquer i et landskab præget af runde sand- og kalkstenbaserede bakker og småbjerge, tæt på Atlanterhavskysten. Så her er frodigere end længere syd på. Den friske vind fra Atlanterhavet bærer både regn og kølighed med ind til vinstokkene, og giver vinen en friskhed og kølighed, der fuldstændigt adskiller den fra vinene længere sydpå i Alentejo på den anden side af Tejo-floden.

Vingården er, som flere af de andre producenter Vinho arbejder med, et familieprojekt. Det er drevet og ledt af Rita Cardoso Pinto, der sammen med søsteren Anna, der står for salg og markedsføring, forvalter ejendommen og vinproduktionen. Men Rita leder ikke bare Quinta do Pinto, men også organisationen DUVA – der er en sammenslutning af kvindelige ledere i den portugisiske vinbranche. Det var i den egenskab, at jeg i 2015 lærte Rita at kende, da hun besøgte København, på invitation fra den portugisiske ambassade i forbindelse med FN-konferencen "Women Deliver".

Kvinder og vin er to ting der hænger rigtig godt sammen i Portugal. Der er nemlig – set i forhold til resten af verden - ualmindeligt mange kvinder i den portugisiske vinsektor. Det hænger muligvis sammen med at Portugal efter revolutionen satsede på vinsektoren, og derfor investerede i at etablere universitetsuddannelser til sektoren. Så i Portugal kan du få akademiske grader i både ønologi og vitikultur – og det har tiltrukket rigtig mange kvinder. Portugal er i dag det vinproducerende land i verden, med den højeste andel af kvindelige vinmagere.
 


Quintaen ligger smukt midt i markerne i det bakkede landskab i Alenquer. Foto: Vinho.dk

Nå, men tilbage til Rita og Quinta do Pinto – for jo det var DUVA, der var anledningen til at vi mødte hinanden, men da jeg den følgende sommer besøgte hende på ejendommen,  fik vi en rigtig god og lang snak om vin og hvorfor den er så interessant. I den forbindelse spurgte Rita mig for første gang, hvorfor jeg ikke arbejdede professionelt med vin – den gang var jeg ikke klar til det, men det er jeg heldigvis blevet siden.

Men ud over snakken om vin som profession, havde vi som sagt også en lang snak om vinen som drik. Og særligt om det forhold at Rita i to af sine tre brands faktisk blander portugisiske og internationale (læs franske) druer. ”Der er mange puritanere blandt de portugisiske producenter, og de mener, det er helt forkert at anvende franske druer i portugisisk vin, når vi nu har så mange fantastiske portugisiske druer her, De fremfører at hvis man laver vin på franske druer i Portugal, bliver det, i bedste fald, bare en billigere og dårligere version af noget franskmændene kan gøre bedre” siger Rita og fortsætter; ”Men sandheden er, at man rigtigt mange steder i verden stadig ikke forstår de portugisiske druesorter, og derfor ikke tør løbe risikoen, når man står i vinforretningen med en flaske, hvor der står mærkelige navne på druer man aldrig har hørt om og knap nok ved hvordan man udtaler. Når der så dukker et navn op man ved hvad er og har smagt før, er usikkerheden mindre og man er mere tilbøjelig til at løbe risikoen.”

Så Ritas projekt er på sin vis også et pædagogisk projekt. Hun tror på, at folk har nemmere ved at tilegne sig nye druer, hvis de optræder sammen med druer de kender i forvejen. Derfor har hun i to af sine brands både blends af portugisiske og internationale druer, men også rene portugisiske vine ud fra den devise, at hvis de har tillid til brandet, fordi de lærte det at kende med en blended vin, vil de, før eller siden, turde prøve den rent portugisiske version, og ad den vej blive ført ind til den store familie af portugisiske druer.

Ritas entry level brand hedder Lasso – og her anvendes der udelukkende portugisiske sorter. Det er lettilgængelige vine der oprindeligt var lavet til det portugisiske marked, men som efterhånden sælger mindst lige så godt i udlandet. Gode vine, uden alt for høj kompleksitet, men smagen af Portugal er med i flasken. Herudover har hun to brands: Terras de Anjo, som Vinho pt. Ikke fører – og Quinta do Pinto. I det sidste blander Rita præcist de portugisiske sorter med kendte franske sorter som Cabernet Sauvignon, Syrah, Viognier, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Alle sorter som er almindeligt kendt. Quinta do Pinto-vinene er gode. De har typisk et kraftfuldt udtryk og er relativt frugtige. De repræsenterer et portugisisk smagsudtryk med et internationalt tilsnit, som giver lyst til at smage mere.

Se også Bjarne Mouridsens anmeldelse af nogle af Quinta do Pintos vine her

   





PROVAM

(Produtores de Vinho de Alvarinho do Monção)

PROVAM er i Vinho sammenhæng en lidt usædvanlig producent. Der er nemlig ikke tale om en producent – men ti producenter der har slået deres produktioner sammen. Det lyder lidt som et kooperativ, men det er det ikke. Kooperativer afregner nemlig vinen til en kilopris til både deres medejere og deres drueleverandører. Samtidigt er der i de fleste kooperativer rigtigt mange interessenter, hvilket ofte betyder at der enten ingen linie var eller at produktionsingeniører tager magten.

Det er ikke tilfældet i PROVAM. Her er det direktionen der lægger den kommercielle linie, ønologen der beslutter hvordan vinen skal smage, givet de druer ejerne leverer og der kan tilkøbes fra andre producenter. Kort sagt en professionelt drevet vinvirksomhed. Men en professionel virksomhed, af en størrelse hvor filosofi og tilgang betyder meget – og hvor man har klare ambitioner på vinens vegne.

Men samtidigt er PROVAM vores klart største producent. De producerer normalt 500.000 liter vin, svarende til ca. 625.000 flasker. Og PROVAM ejer ikke selv jord (på nær nogle ganske få 100 kvadratmeter i forbindelse med vineriet). Derfor finder man heller ikke her nogen billeder af vinmarker eller typisk Vinho Verde-idyl. PROVAM er mere en fabrik – men vel at mærke en fabrik der laver rigtig god vin. PROVAM har 8 labels. 3 klassiske Vinho Verde-vine lavet på henholdsvis et mix af Alvarinho (kongen af Vinho Verde) og Trajadura eller ren Alvarinho. 3 fadlagrede og rigtigt spændende Alvarinho-vine og endeligt to espumanter, en på Alvarinho og Trajadura og – ja rigtigt gættet – en på ren Alvarinho.


 

Så ja, der er en grund til at druen Alvarinho indgår i konsortiets navn – det er nemlig i høj grad den, der bærer værket. Men Alvarinho er en dyr drue. Faktisk den næstdyreste drue i Portugal. Og Alvarinho fra Monção og Melgaço, som subregionen hedder, er de allerdyreste Alvarinho-druer – netop fordi de normalt regnes for at kunne levere den klassiske Vinho Verde-stil. Og faktum er da også, at det er grunden til at PROVAM blander lidt Trajadura i deres billigste vine – simpelthen for at kunne levere en Vinho Verde der stadig er tro mod traditionen, til en pris hvor den kan følge med supermarkedsvinene. Tro nu ikke at vores billigste PROVAM vin så er en dårlig vin. Slet ikke. Den har stadig klassiske Vinho Verde-dyder som tropisk frugt i næsen og en meget rig aroma – Trajadura gør blot, at den dæmpes en anelse i forhold til ren Alvarinho, og at der samtidigt sættes en lille dæmper på en ellers meget karakteristisk syre.

De rene Alvarinhoer derimod har både den tropiske frugt og næsten overflodsagtige aroma – og det er uden fup. Og så har de den her distinkte syre på tungen – som kun ægte Alvarinho har. Og her er det også helt uden fup (læs: tilsat kulsyre). For desværre er det sådan at flere producenter har valgt at tilsætte kulsyre til deres vin, for at få den karakteristiske prikken på tungen – eller måske for at overdrive den en anelse. Nogen hævder stadig at have en svag andengæring på flaske, sådan som det ses med mousserende vine. Men kemien lyver ikke – det kan ikke lade sige gøre. Gæring vil nemlig altid give affaldsstoffer. Det er derfor man udsætter espumanter for removage (eller degorgement, som nogen kalder det). Det er for at fjerne affaldsstofferne fra gæringen – og det gør man altså ikke med Alvarinho-hvidvine. Så hvis din Alvarinho bobler er det fordi den har fået "hjælp".

Og så laver PROVAM altså også disse fadlagrede Alvarinhoer – ja faktisk laver de sågar en macereret fadlagret Alvarinho – altså en vin hvor druerne får lov til at trække smag fra skind og sten under en del af gæringen, for at give vinen flere taniner og mere farve. Og de er alle tre gode og meget forskellige. Det stjæler lidt af den særlige Alvarinho-karakter – resultatet bliver lidt mere internationalt. Men de har stadig en meget karakteristisk syre og den macererede har nogle fantastiske taniner. Dette her er bestemt ikke terrassevine – men vine med høj gastronomisk karakter.

Nå ja, så var jeg jo lige ved at glemme espumanterne – og det må man faktisk ikke. De er gode – ja den bedste er faktisk rigtig god. Så rigtig god at den i 2017 blev kåret til at være blandt verdens halvtreds bedste mousserende vine – Tillykke til PROVAM. Men også til os andre for at den nu kan fås i Danmark, for den er faktisk rigtig god og meget afbalanceret. Blide bobler og velfungerende syre. Den kan drikkes til rigtig mange forskellige ting – ja, faktisk har jeg selv nydt den til rødt oksekød i fulde drag!

Alle produkter fra PROVAM     



Quinta dos Roques. Foto Quinta dos Roques

 
Quinta dos Roques

         
I Abrunhosa do Mato i Dão ligger Quinta dos Roques.
Det er far og søn, Luís og José Louren
ço der tegner firmaet udadtil, men der er tale om en virksomhed, hvor hele familien er engageret. Josés søster styrer administrationen og hver formiddag kommer farmor et par timer og ordner regnskabet. José er ansvarlig for vitikulturen og sammen med Luís og gårdens ønolog træffer han beslutningen om de enkelte vine. Det var José’s bedstefar der plantede de første stokke på jorden for over 60 år siden, og i mange år leverede man druer til det store kooperativ i Mangualde. Men faderen Luís besluttede sig tidligt for at lave egne vine, da kvaliteten i kooperativet dalede, og efter at have været medejer, en kort periode, og leverandør til det store Dão Sul-projekt byggede man i 90’erne sit eget vineri på grunden.
 


Familien
Lourenço samlet. Det er Luís og José bagerst til højre. Foto: Quinta dos Roques.

José forklarer, at der ikke er megen romantik over deres vineri, i sammenligning med mange af de gamle quintaer og adegaer. Deres er bygget i 80’erne og er lavet med henblik på at få de bedste faciliteter til at skabe virkelig god vin, snarere end at se hyggeligt og fotogent ud. Og god vin, det laver man på Roques. Faktisk så god vin, at selskabet gennem flere år er blevet berømmet, både i Portugal og ude i den store verden – og nu kommer dos Roques altså også til Danmark.

På Roques arbejder man både med field blends og vine der blandes i vineriet. De ældste marker er field blends, men op gennem 80’erne og 90’erne valgte man at plante enkelt drue-marker, for at lave vine hvor man kontrollerer blandingen i vineriet, men også for at kunne lave enkelt drue-vine. Spørger man om årsagen til dette skift, siger José: ”Vi syntes vi havde behov for at forstå de enkelte druers bidrag til vores field blends bedre, Men samtidigt også blive bedre til at forstå, hvordan vi kunne skabe optimale forhold for de enkelte sorter, og udnytte dem bedst muligt i vinene.” Samtidigt bliver enkelt drue-vinene også brugt til at folde Dão ud som vinregion for kundekredsen, så på den måde bliver der næsten tale om et pædagogisk projekt.

Dette hænger meget tæt sammen med den respekt for traditionerne, man også har på Roques. I 90’erne var der rigtig mange der gik over til at have en overvægt af Touriga Nacional på deres marker, fordi sorten var blevet populær i udlandet, særligt i USA. Hos Roques holdt man fast i at Touriga blot er en blandt flere traditionelle druer, og at man på egnen historisk har haft mindst lige så meget Jaen som Touriga. Så mens alle andre koncentrerede sig om Touriga, sendte Roques deres første Jaen-baserede enkelt drue-vin på markedet. På dette tidspunkt var disse såkaldte monocasta vine slet ikke udbredte, så på den måde blev Roques både en traditionalist og en mønsterbryder på en og samme gang.

Roques har ca. 40 hektar jord med vin, og producerer godt 100.000 flasker om året, fordelt på både hvide og røde vine. I de røde er det som nævnt Jaen og Touriga nacional, der er toneangivende, men også Alfrocheiro og Touriga Franca har vægt. I deres field blends ved de, at der indgår mindst 18 forskellige sorter, og at der både er røde og hvide druer i deres røde Reserva. I de hvide vine finder vi den ukronede dronning af hvide druer i Dão; Encruzado – men også Bical, Malvasia Fina og Cersial.

Roques var en af de gårde i Dão, der blev hårdt ramt af de store brande i 2017. Faktisk mistede man næsten 40 procent af sine vinmarker til ilden. Enkelte marker er fuldstændigt døde, mens det i andre er enkelte stokke, der er gået til. Men man valgte at lade alting få lov til at stå i 2018, for at se, hvilke af markerne der kunne få gang i produktionen igen, og hvilke man er nødt til at genplante fuldstændigt. ”Men det er et stort projekt at genplante så store arealer. Det kræver ressourcer i form af både tid og penge. Så det er noget, der vil komme til at foregå over de næste 3-5 år.” siger José. Og forklarer videre at bare det at erstatte de stålwirer der strammer enderne af rækkerne til, og som alle smeltede under brandene, kostede dem 20.000 € i 2018.

Selvom det var et hårdt slag at se så store værdier gå tabt, har det også givet nye muligheder. Faktisk har et nyt pædagogisk projekt set dagens lys. ”Vi planter en struktureret Field Blend i foråret 2019.” Altså en mark, hvor man anvender samme sorter som findes i deres gamle field blend-marker, men i en struktur hvor man kan se og identificere de enkelte sorter, for på den måde at kunne vise besøgende, hvordan en field blend fungerer, og om 6-7 år at kunne producere en enkeltmarks-vin fra en struktureret field blend.


    




 
Ejer og ønolog Luís Patrão fra Vadio er i marken. Foto: Vadio
Ejer og ønolog Luís Patrão  i marken. Foto: Vadio


 
Ønolog og vinmager Luís Patrão og ønolog Eduarda Dias, står bag projektet Vadio i Bairrada. Luís er født og opvokset i regionen – i byen Vilarinho do Bairro hvor projektet udfolder sig. I Bairrada dyrker næsten alle vin, men oftest på meget små arealer. Så da Luís skulle lægge fra land, startede han også kun med 0,5 hektar, for at undersøge om faderens jord overhovedet havde potentiale til at producere vin der var interessant for andre end dem selv.

Inden da havde Luís dog i flere år været ønolog hos Herdade de Esporão, der er en af Alentejos og Portugals største producenter og tapper mange millioner flasker vin om året. Luís havde derigennem efterhånden fået et vist ry i markedet, så da han barslede med sin egen vin, vakte den straks interesse. Og det gør den stadig. I dag har Luís og Eduarda vin på 5 hektar og 2 mere er på vej. De producerer årligt omkring 35-40.000 flasker fordelt på to espumanter, en hvid og to røde vine.
For Luís hænger ønologi og vitikultur (altså læren om druer og det at dyrke dem) uløseligt sammen. ”Vitikulturen har ekstremt stor betydning for, hvordan din vin bliver”, forklarer han. ”Jeg ønskede fra starten at lave en vin der adskilte sig fra den der traditionelt produceres i Bairrada. Ikke sådan at forstå, at jeg ville introducere nye druer, jeg er en stor fan af Baga-druen. Men jeg ville gerne vise at Baga også kan levere et meget mere elegant udtryk, end det man normalt forbinder med druen.” Ifølge Luís er en af udfordringerne med Baga, at den er så enormt produktiv. I denne region er det på ingen måder unormalt at producere mere end 8 ton druer pr hektar. Men det store udbytte opnås på bekostning af kvaliteten. Derfor har Luís en helt anden tilgang til stokkene end den traditionelle i Bairrada.

Så Luís klipper sine planter betydeligt hårdere end naboerne. Han renser ikke mellem rækkerne, fordi de græsser og ukrudt, der gror der er med til at gøde jorden naturligt og skabe en multikultur. Vadio producerer sin egen kompost og aftager desuden gødning fra politiets heste, der udelukkende fodres økologisk. Så der tænkes også mange tanker omkring logistik udover tanker om vin i den lille bedrift.

Luís er økolog af sind. Så efterhånden som vinmarkerne er vokset, er de alle blevet omlagt til økologisk brug. Man har dog valgt ikke at certificere vinen. Primært fordi det bureaukratiske papirarbejde omkring økologisk vin i visse lande simpelthen gør det for besværligt at arbejde med – heriblandt Brasilien. (Og Danmark, desværre).


Luís stræber som sagt efter elegance – og lad det være sagt med det samme at hans stræben giver resultater. De røde vine er stadig baga-vine – ingen tvivl om det. Men de er betydeligt mere afdæmpede og mere subtile i deres udtryk, end mange af deres fætre og kusiner fra regionen. Eller sagt på en anden måde: Hvis man synes de traditionelle Bairrada-vine er for voldsomme, så er Vadio et godt alternativ – hvor man stadig får lov til at opleve Baga-druen, men i en form som er langt mere elegant, ja måske snarere international. Luís’ egen ambition er da også at lægge sine Baga-vine tæt op af Barbaresco i smagsudtryk.
Hos Vadio driver ambitionerne den videre udvikling af vinen. I 2018 begyndte man f.eks at eksperimentere med helklase presning og gæring. Foto: Vinho
Hos Vadio driver ambitionerne den videre udvikling af vinen. I 2018 begyndte man f.eks at eksperimentere med helklase-presning og -gæring. Foto: Vinho

Smag og behag står jo ikke til diskussion - men spørger man mig, har denne variant af Bairrada-vine bestemt sin berettigelse – og det bliver spændende at følge Luís' projekt fremover. F.eks. ved jeg at Vadio, som noget helt nyt, vil anvende helklase-gæring på 2018-høsten, hvilket klart kommer til at styrke den tanninøse side af vinen. Spændende.