Herdade da Malhadinha Nova

Herdade da Malhadinha Nova ligger i det sydlige Alentejo, lidt syd for Albernoa. Stedet er et resultat af brødrene Soares ambition om ikke kun at sælge andre menneskers vin, men også at lave den selv. I 1998 fandt de to brødre João og Paulo Soares landejendommen – der i dag udgør halvdelen af Herdade de Malhadinha Nova og overtalte resten af familien til at gå ind i projektet. Resten af familien var måske ikke så svær at overtale – det er nemlig en meget vinglad familie vi her har med at gøre. Forældrene João og Maria Antónia drev vindistributionsselskabet og -detailkæden Soares, så vin var allerede en betydelig del af familiens daglige virke. I dag har de to brødre fået selskab af søsteren Rita til den daglige ledelse af Herdade da Malhadinha Nova – og samtidigt er de alle tre også aktive i driften af Soares-kæden.

Det var en lidt barsk start, drømmen om at producere vin fik. Der var nemlig ingenting på den jord familien havde købt. Et par ruiner var alt man overtog på de første 200 hektar. Der var ingen strøm. Ingen struktureret dyrkning af arealerne. Ikke andet vand end hvad den lokale flod kunne forsyne dem med i de koldeste måneder af året. Så alt skulle skabes fra bunden – eller næsten. For byggerestriktionerne i denne del af Alentejo gør nemlig, at man kun må bygge, hvis der i forvejen ligger en bygning der, hvor man ønsker at bygge – så man var nødt til at genbruge dele af ruinerne i de nye bygninger man ville etablere.

Samtidigt med at man renoverede det, der i dag fungerer som administrationen og lokaler til landbrugsproduktionen, begyndte man at forberede jorden til vinproduktion. I 2001 blev de første stokke plantet og da man i 2003 var klar til at levere druer ved den første høst, stod også vineriet klar. Vineriet er et imponerende skue i sig selv. Ikke på grund af størrelsen, men på grund af den omtanke der er lagt for dagen her. Alt er lavet med henblik på at efterlade så lille et økologisk fodaftryk som muligt. Så når først druerne er inde i vineriet, foregår al videre transport af vinen indtil tapningen ved hjælp af tyngdekraft. Når man står og skuer ud over vineriet fra indgangen mod restauranten, fornemmer man det flow der går som en rød tråd gennem hele produktionen, og som er understøttet af et virkelig intelligent design.

Ønsket om at efterlade et minimalt økologisk fodaftryk, går igen overalt i Malhadinha Novas profil. Al produktionen er økologisk - og man bestræber sig hele tiden på at give naturen de bedste vilkår, således at man kan udvikle de bedste og reneste produkter. Hvad enten vi taler om stedets vin, dets olivenolie, deres kvæg, får eller heste, stræbes der konstant efter højest mulige kvalitet, forenet med den højest mulige grad af selvforsyning.

Det er også derfor vingården for nogle år siden valgte at købe yderligere 250 hektar jord af en af naboerne. Man havde nemlig behov for yderligere jord til at kunne øge både vin- og olieproduktionen, men også græsningsarealerne, der er med til at give kreaturerne og hestene føde om sommeren, hvor de ikke kan græsse i vinmarkerne. Dyrene leverer, sammen med en generel komposteringskultur, den naturlige gødning, der er med til at sikre at den økologiske produktion har adgang til næring. I dag dyrkes vin på knap 50 hektar og oliven på 40. Resten af de 450 hektar bruges, udover til produktionshaller, hotel og restaurant, til husdyrhold, foderdyrkning og køkkenhaver. Man er ikke fuldstændigt selvforsynende med fødevarer til hotel og restaurant – men udover de råvarer fra havet som en portugisisk restaurant i Malhadinha Novas klasse naturligvis må have, bestræber man sig på at blive så selvforsynende som muligt – og vel at mærke med produkter af førsteklasses kvalitet.

Og dette er også filosofien bag stedets vin. Man arbejder med to hovedbrands: Monte da Peceeguina og Malhadinha. Peceguina er gårdens entry level og Malhadinha er topprodukterne. Men der er ikke meget hverdagsvin over Monte da Peceguina. Der er tale om vine af virkelig høj kvalitet. Udover en hvid, rosé og en rød, der alle er blendede produkter, lancerer man en række varietalvine på gårdens forskellige sorter. Men altid kun når årets høst er af en kvalitet der gør det muligt at sende enestående vine på markedet. Det er sikkert også årsagen til, at de allerede ved høst nummer tre blev hædret som Portugals bedste nye vinhus. Og at de siden har er blev kåret til årets bedste vin – og flere gange har besat andenpladsen i samme konkurrence.

Malhadinha-serien er virkelig høj klasse. Her er der kælet for alle detaljerne. Det er udelukkende de allerbedste klaser der bruges til disse vine, der igen kun produceres når kvaliteten af årets høst tillader det. Vinene får god tid, både på fad og efterfølgende ved flaskelagring, inden de sendes på markedet.

Stilen er elegant med et internationalt tilsnit. Men stadig med tråde tilbage til den alentejanske tradition. Vinene er ikke overdøvende i deres frugt – men har flotte og afbalancerede taniner og struktur. Der er tale om vine der, med hvert deres særpræg, kan gå lige ind på den internationale mad-scene, ligemeget om vi taler svampe-risotto, côte de boeuf eller grillet pighvar.

Privatlivspolitik Cookiepolitik