Carlos Raposo

Carlos og Mariana på grøntmarkedet i Torvehallerne

Carlos er, desværre, ikke iblandt os længere. Vi føler os privilegerede fordi han var en del af vores liv den korte tid han var her, og fordi både hans nærmeste og vi selv oplevede, at der var en særlig kontakt mellem os. Skøre vin-autister imellem.

Siden sin ungdom har Carlos arbejdet målbevidst mod at blive en af Portugals bedste vinmagere. Som blot 16-årig startede han på den eneste ønologi-kostskole i Bairrada og efter endt studentereksamen i ønologi tog han som blot 20-årig til Frankrig (uden at kunne et ord fransk) for at studere vin i Bordeaux og Bourgogne. Her tog han sin Bachelor i vitikultur fra universitetet i Bourgogne og en kandidatgrad i ønologi fra universitetet i Bordeaux - på fransk, selvfølgelig.

Efter at have lavet vin i Bordeaux, Bourgogne og Napa Valley, vender Carlos i 2011 hjem til Portugal, hvor han bliver ansat hos Dirk Niepoort. Han får ansvaret for produktionen på gården Quinta de Nápoles i Douro-dalen, og avancerer derfra til rollen som Head Winemaker i Niepoort-koncernen. Carlos har haft ansvaret for de allerstørste vine som Batuta, Robusta og Redoma i Niepoorts portefølje, foruden en række af de projekter Dirk Niepoort har kastet sig over i løbet af 2010'erne.
 

I 2018 forlod Carlos Niepoort for at vende hjem til Dão. I fødebyen Nelas etablerede han sig i onklens nedlagte vineri, hvor han startede projektet Vinhos Imperfeitos (Uperfekte vine). Et projekt der i december 2019 barslede med tre hvidvine: 3 Pontos, D&V code og Imperfeito. 

Vinene opnåede hurtigt stor berømmelse i Portugal, og fik fremragende karakterer fra både internationale og nationale vinanmeldere. De tre vine, der også kan fås hos Vinho, er helt i en klasse for sig. Det er, ganske simpelt, virtuøst vinmageri. Men sådan noget smitter også af på prisen, og derfor besluttede Carlos i 2020 at frigive fire nye vine under brandet World Wild Wines. Og nu har han sendt anden årgang af de fire vine på markedet, og vi kan godt love at hans mange fans ikke bliver skuffede.

Det er ikke urimeligt at påstå, at Carlos var besat af kvalitet. Han var ikke bange for at forlange det bedste. Det stod klart da han lancerede Vinhos Imperfeitos. Men mange af de krav han stillede til leverandørerne for at få lov til at være med i det (u)perfekte projekt går igen i World Wild Wines. Således er der også gennemført menneskelig kontrol af samtlige propper der er anvendt i projektet, så risikoen for at få en vin med prop skulle være minimal.