Ruby

Ruby portvin


Betegnelse dækker hovedsageligt over portvinstyperne Ruby, Ruby Reserve, LBV (Late bottled vintage), Vintage og Crusted Port. De er alle kendetegnede ved kort fadlagring (i modsætning til Tawny og Hvid portvin). Vintage og Late Bottled Vintage portvine, er lavet på druer fra en enkelt årgang og har et stort lagringspotentiale. 

Eftersom Vintage portvine lagres med et relativt højt tannin indhold udvikler de sig stadig på flasken og bør dekanteres, fordi de med tiden udvikler en betydelig mængde bundfald. Vintagevine er kendt for at have et betydeligt lagringspotentiale der varierer, men der er en betydelig mængde eksempler på vine der først når deres ultimative potentiale efter 70 til 100 års lagring.

Ruby portvin laves primært af blå druer, men må gerne indholde en vis del grønne druer. Man vil dog normalt minimere andelen af grønne druer for ikke at påvirke farven negativt, idet Ruby portvine agtes for deres dybrøde, næsten sorte farve. Når nogen alligevel vælger at tage grønne druer med i blended er det for at sikre et vist syreniveau.