Quinta das Bageiras

Gammel kærlighed ruster ikke

Det er vist ikke nogen hemmelighed at det var Quinta das Bageiras hvide Garrafeira der ramte Torben lige mellem øjnene på hans første rejse til Portugal. Han er ikke rigtigt blevet den samme siden…Så ud over at servere flere af Bageiras vine til vores bryllup, var det et af de allerførste vinhuse i vores portefølje da vi startede som vinimportør.

På Quinta das Bageiras regererer Mário Sérgio Alves Nuno. Han er tredje generation der producerer druer på familiens jord, men den første der selv producerer sin egen vin. Faderen og bedstefaderen producerede begge til kooperativet. Men Mário Sérgio fik tidligt lov til at reservere druerne fra et lille stykke jord til en egen produktion. Efterhånden blev succesen med hans vin så stor, at han langsomt men sikkert overtog druerne fra hele gårdens jord. I dag er det Mário Sérgio selv der driver gården og produktionen – men det sker med stor respekt for de tidligere generationer – så stor at flere af Mário Sérgios vine er opkaldt efter familiemedlemmer.

Mário Sérgio bliver af mange betragtet som traditionalist. Han er stor tilhænger af Baga-druen og en af de oprindelige Baga Boys, der gik sammen for at styrke Bagas position i den Bairradinske vinproduktion. Han producerer både espumanter (hvid, rosé og rød) og hvide og røde bordvine, samt en enkelt sød vin, og to forskellige aguardenter. Alle har de det tilfælles, at de er produceret med den allerstørste respekt for traditionerne, og alligevel med et helt eget smagsudtryk. For Mário Sérgio arbejder nemlig konstant på at få det optimale smagsudtryk ud af sine variabler: Druerne, macerationen, gæringen, fadene og flaskelagringen.

På Quinta das Bageiras arbejdes udelukkende med klassiske druer fra Bairrada. Maria Gomes (hvid drue) fylder rigtig meget – og findes i både de hvide espumanter (hvor det er den eneste drue) og i bordvinene. Men Mário Sérgio arbejder også med Bical og Cersial. I de røde anvendes Baga – og først og fremmest Baga.

Mário Sérgio arbejder med åben gæring på klassisk portugisisk manér i store beton-lagares. På Quinta das Bageiras er disse ca. 5 x 5 meter store og vinen bliver udsat for bâtonnage – hvor vin og skaller vendes, for dels at frigive den CO2 der afgives ved gæringen, dels for at de såkaldte "store" molekyler, der helst knytter sig til affaldsstofferne fra gæringen, falder til bunds og bliver frigjort i vinen. De er vigtige, fordi det er dem der giver vinen fylde og volumen. En anden prioritet for denne stolte vinmager, er brugen af portugisisk eg til fadlagringen. Særligt Baga er en drue der har godt af temmelig lang fadlagring, det er slet ikke unormalt at se vine der fadlagrer i både 1 og 2 år – og Mário Sérgio er ikke i tvivl om at brugen af portugisisk eg er med til at give hans vin dens særlige karakter.

Quinta das Bageiras’ espumanter får rigtig mange fine ord med på vejen fra internationale kritikere. Det er rigtigt fine mousserende vine, til en rigtig fornuftig pris. Der er ofte tale om gastronomiske espumanter, der spiller op til mad. Den hvide er noget så sjældent som en Bruto natural – hvilket vil sige at restsukkerindholdet er lavere end 3 gram pr liter. Men den store smagsfylde betyder at der bestemt ikke mangler restsukker og boblerne ledsager f.eks. skaldyr flot . Den røde espumante er en klassiker i Bairrada, hvor man serverer både den og de hvide espumanter til egnens hofret – leitão, helstegt pattegris. Prøv Bageiras røde espumante til juleaften – et festligt indslag, der passer rigtigt godt til den danske julemad.

Selvom Mário Sérgio arbejder med smagsudtrykket i sine vine, er der en klar Bairrada-forankring i alle hans vine. De er nemlig – typisk for Bairrada - friske og elegante vine på grund af påvirkningen fra Atlanterhavet, 20 km fra regionen. Og så har de helt typisk en ret distinkt syre. På mange måder minder hans vine mere om norditalienske, ja ligefrem piemontesiske vine, end om klassiske portugisiske vine. Ja, faktisk kan man – uden sammenligning i øvrigt - finde både Nebbiolo, Dolcetto og Barbaresco-træk i vinene fra Bageiras, om end mere uhildede i deres udtryk - og så er de alligevel umiskendeligt portugisiske.