Vores vinregionerHerunder finder du en liste over vinregioner i Portugal hvor Vinho pt (1/1-2024) har vine fra. Efterhånden som udbuddet af vine i forretningen ændrer sig, opdaterer vi listen. Lige nu fører vi vine fra følgende regioner (opregnet fra Nord mod Syd): Og derudover også øerne
Informationerne stammer dels fra egne oplevelser, dels fra følgende websider og organisationer:
Wines of Portugal – brancheorganisation for vinmarkedet I Portugal. Infovini - O portal do vinho portugués
Vinho Verde: Vinho Verde bliver af mange i Danmark betragtet som en særlig type vin – men faktisk er det navnet på en vinregion. Vinho Verde dækker det nordvestligste Portugal fra Minho-floden (og grænsen til Spanien) i nord, til Porto i sydvest og Vouga-flodens breder i syd. Rent geografisk kaldes området for Minho-regionen. Når mange kender Vinho Verde som en egen type vin, skyldes det formodentlig, at mange hvide vine fra Vinho Verde har været kendt for deres klare og friske syrlighed og det forhold at mange af dem er perlende eller ganske svagt mousserende. Det gælder dog langt fra for dem alle, men primært vine lavet på druerne alvarinho og loureiro, og graden af perlen er helt lokalt bestemt, ned til den enkelte producent. En række producenter har dog valgt at forstærke udtrykket ved at tilsætte en smule kulsyre til vinen, hvilket dog ikke kan anbefales. Så når man taler om "grøn vin", er det altså mere de lokale vines karakteristika end en vintype. Således er der da også flere og flere producenter i Vinho Verde, der lancerer deres vin som ”Branco", altså hvid. Dette er særligt producenter, der på grund af mikroklima, jordbundsforhold eller andet, ikke får den perlende syrlighed ind i vinen, der kan skabe oplevelsen af bobler. De hvide druesorter består hovedsageligt af Alvarinho, Arinto, Avesso, Azal, Loureiro og Trajadura. De hvide vine er som hovedregel friske og rene med en karakteristisk syrlighed, der giver vinen mange anvendelsesmuligheder. Hvad mange ikke ved er, at der også laves ganske udmærkede røde vine i Vinho Verde. Disse bliver hovedsageligt lavet på Borraçal, Brancelho, Espadeiro og Vinhão. De røde Vinho Verde-vine har også et relativt karakteristisk smagsudtryk – og er meget ofte lidt ”grønne” i smagen. Siden 1999 har der også været lokal produktion af udmærkede espumanter i Vinho Verde – noget som også vi i Vinho kan skrive under på. Vinho Verde har syv underregioner: Monção & Melgaço, Lima, Basto, Cávado, Ave, Amarante, Baião, Sousa og Paiva. Monção & Melgaço er nok den mest kendte underregion i Vinho Verde. Men også i de øvrige underregioner produceres der absolut kvalificerede vine. Douro:Douro er fyldt med dramatik. Rio Douro, der skærer sig gennem bjergene på sin rejse ud mod Atlanterhavet, har sammen med sine bifloder skabt dybe kløfter, der deler regionen. Fra de vindyrkede terrasser langs floden, blive det tydeligt hvorfor floden altid har været en betydelig transportvej i det uvejsomme område. Men også i dele af Douro uden direkte flodkontakt dyrkes der vin. Oprindeligt var det primært portvin, man producerede druer til. Faktisk er Douro en af verdens ældste beskyttede geografiske område (DOP). Allerede i 1756 introducerede Marquês de Pombal et regelsæt for dyrkningen af druer til portvin for at sikre kvaliteten, noget der hidtil kun var set i ungarske Tokaj. Vinproduktionen i Douro er stadig præget af portvin, men de sidste 30 år har produktionen af bordvine taget fart, og i dag har bordvinsproduktionen overhalet produktionen af druer til portvin. Noget af traditionen hænger dog ved. Således er røde Douro-vine typisk produceret som det der hedder field blends. Det vil sige at de forskellige druesorter står sammen på marken, og det dermed den enkelte marks blandingsforhold mellem sorterne, der afgør hvordan vinen smager. Men det betyder også, at der bruges meget energi på at finde ud af, hvad der faktisk står på marken, hvis man gerne vil fastholde et smagsudtryk, og har behov for at genplante efter syge eller døende planter. Douro inddeles i tre underregioner: Baixo – eller Baixo Corgo, Cima Corgo eller Alto Corgo og Douro Superior. De to førstnævnte benævnelser betegner om man er nedenfor eller omkring Corgo-flodens udløb i Douro. Cima Corgo er bedst kendt for sit bidrag til portvinsproduktionen, men leverer i dag også rigtigt fine bordvin, både hvide og røde. Her er skrænterne ned mod floden dybest, og det giver de største temperaturforskelle mellem dag og nat, hvilket giver et rigt smagsudtryk. Underregionen er dog stadig præget af ekstreme sommertemperaturer, der er med til at give vinene deres særpræg. Douro Superior er det højest beliggende og den største subregion. Det er suverænt det varmeste område i Douro og dette, sammen med jordbundsforholdene, gør at vinene typisk har betydeligt mindre syre end i resten af Douro. Generelt er Douro et varmt område og vinene – særligt de røde – kan også meget ofte karakteriseret som varme vine, med stor frugtrigdom. Det gør dem ikke nødvendigvis til meget søde vine. Douro leverer virkeligt flotte tørre både hvide og røde bordvine, med et karakteristisk højt indhold af frugt. Jordbunden er overalt skifer-domineret, stedvist med et vist granitindhold. Det er svært at tale om typiske Douro-druer, for der gror i bogstavelig forstand i hundrevis af forskellige druesorter i Douro. De mest klassiske druer fra portvinsproduktionen er: Tinta Barroca, Tinta Roriz, Tinto Cão, Touriga Franca og Touriga Nacional – og i nogen grad Rufete, Trincadeira og Vinhão. Tinta Roriz er i det sydlige Portugal kendt som Aragonez og i Spanien som Tempranillo. De mest fremherskende hvide druer er: Gouveio (Verdelho), Malvasia Fina, Moscatel, Rabigato og Viosinho, samt de mørke druer Sousão og Tinta Amarela (også kendt som Trincadeira).
DãoDão består af to subregioner: Hovedregionen Dão og den mindre subregionen Lafões. Dão er omringet af bjerge. Overalt i regionen er der udsigt til dem. På meget granitholdig jord – og omgivet af pinjetræer - dyrker producenterne deres vin på marker, der højdemæssigt varierer fra 200 til næsten 1.000 meter over havet. Men bjergene betyder også at vinen skærmes klimatisk mod såvel kystklimaets og det kontinentale klimas ekstremer. Alligevel karakteriseres de røde vine oftest ved et varmt smagsindtryk. Selvom Dão måske har et lidt blakket ry i Danmark – nok særligt fordi en række importører i halvfjerdserne og firserne valgte at importere meget billige vine fra Dão, produceres der faktisk virkelig god vin. Men som alle andre steder i Portugal er både parcellens jordbundsforhold og mikroklimaet med til at garantere en enorm spændvidde i kvaliteten. Hos de hvide druer er det Encruzado der dominerer, men der produceres også meget Bical, Cercial, Malvasia Fina, Rabo de Ovelha og Verdelho. Hos de røde druer er det særligt Touriga Nacional der spiller førsteviolin, akkompagneret af Alfrocheiro, Jaen og Tinta Roriz – men oftere og oftere suppleres med de (i Dão) knapt så udbredte Baga, Bastardo og Tinta Pinheira. Lafões bliver af mange betragtet som en overgangsregion mellem Dão og Vinho Verde på den nordlige side af Vouga-floden, men i praksis er den en del af Dão-regionen, som den da også deler jordbundsforhold med. Lafões-vinene kan da også rent stilmæssigt betragtes som overgangsvine, for selvom de deler jordbundsforhold – og også et stykke af vejen druer – med resten af Dão, så tenderer vinene mod en mere syrlig stil, som den kendes fra Vinho Verde. Blandt de hvide druer er det særligt Arinto der dominerer sammen med Cerceal, Dona Branca, Esgana, Cão og Rabo de Ovelha. Blandt de røde druer er det særligt Amaral og Jaen der står i front. Bairrada:Bairrada ligger ud mod Atlanterhavskysten og er relativt fladt. Det kystnære område fornægter sig ikke i klimaet – her kommer der nemlig en del nedbør (sammenlignet med resten af landet) og temperaturerne når ikke helt så højt op som i andre regioner. Jordbunden er også lidt speciel i forhold til de øvrige vindyrkende regioner, idet den består af ulige blandinger af ler og kalksten iblandet striber af sand. Af samme årsag har de tusindvis af små parceller ganske forskellige vækstbetingelser og giver derfor også meget forskellige vine. Bairrada var en af de første regioner i Portugal, der kastede sig over produktionen af mousserende vine – lokalt espumante. En del af årsagen er helt sikkert de klimatiske forhold og jordbunden, der favoriserer druer med højt syreindhold og lavere sukkerindhold. Men historien fortæller også, at at en række champagneproducenter sendte deres ønologer til Bairrada, da Champagne blev ramt af Phylloxera (vinpest). Her fandt de et område der mindede om de produktionsforhold de kom fra, og lokale druesorter med de føromtalte karakteristika, og de satte derfor gang i lokal produktion af de berømte dråber. Bairrada er derfor den dag i dag kendt for at lave nogle af de mest champagne-lignende mousserende vine udenfor Champagne. For de røde bordvines vedkommende er Bairrada domineret af to skoler: Den traditionelle og den moderne. Interessant er det at begge i høj grad bekender sig til Baga-druen. Faktisk er der en gruppe producenter, der går under kælenavnet the Baga Boys på grund af deres forkærlighed for Baga og deres indsats for at sikre druens ry som ”hoveddruen” i regionen. Disse producenter laver vine der enten er rene Baga-vine, eller vine der er lavet hovedsageligt på Baga. Traditionalisternes vine er kendt for deres distinkte syre, og lidt brovtende karakter. Heroverfor står modernisterne, der i højere grad blander med andre lokale, men også internationale druer, såsom Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir og Syrah. Modernisternes vine har ofte en mere international stil. I de senere år er der dog også kommet modernister til, der vælger at basere sig overvejende på Baga, men som gennem andre dyrkningsteknikker, og anden tilgang til vinificeringen, skaber vine med en anden elegance end traditionalisterne. Fælles for begge linier er dog, at Bairrada-vinene typisk er kølige vine, hvilket hænger sammen med klimaet i regionen. Regionens hvide druer domineres af Fernão Pires – der her kaldes Maria Gomes og som bruges i både mousserende vine og hvide bordvine. Denne får følgeskab af Arinto, Bical, Cercial og Rabo de Ovelha (der faktisk betyder fårehale). De mørke druer er klart domineret af Baga såvel som af Alfrocheiro, Tinta Pinheira og Touriga Nacional samt, i nogen grad, Vinhão.
Lisboa:Lissabon-regionen, er en stor, men også meget homogen vinregion – om end der er undtagelser. Fællestrækkene er både klimatiske og jordbundsmæssige, begge under indflydelse af Atlanterhavet. Klimatisk er påvirkningen særligt den kølige vind og nedbøren, der kommer ind fra havet. Jordbundsmæssigt er der tale om hovedsageligt to blandingstyper: Ler- og kalksten eller ler- og sandjord. Såvel klima som jordbund skaber ret lette, kølige vine, med relativt lav alkoholprocent. Og ja, jeg skriver relativt – for du kan sagtens finde både hvide og røde vine der skiller sig ud – og ikke just for deres lethed. Til gengæld er de typisk stadige kølige vine. Selvom området betragtes som harmonisk, er der som sagt områder der stikker ud. Ikke mindst Colares. I Colares dyrkes vinen helt ude på kysten, og i dets bagland, i løse sandjorde. Faktisk er vinproduktionen af samme årsag truet, og det er langt fra sikkert at der også vil være en betydelig vinproduktion i Colares, om bare 50 eller 100 år. Druen der anvendes kaldes Ramisco og er, mig bekendt, den eneste druesort der på denne måde trives i sand med meget lavt jord- og ler indhold. Faktisk er Ramisco også den eneste druesort, eftersom den dyrkes i sand, der fuldstændigt har undgået Phylloxera, vinlusen kunne nemlig ikke overleve i sandet. Derfor er Ramisco-stokkene de eneste i Europa, der ikke er podet på amerikanske Cabernet Sauvignion-rødder. Der er dog pt kun fire producenter der kan levere sandjordsbaseret Ramisco - og Vinho har aftaler med de to om at levere vine i 2019. Sydøst for Colares ligger subregionen Carcavelos, hvor man med rette kan spørge, om der stadig er tale om en vinregion (subregion). Der er nemlig ikke mange vinmarker tilbage i området, der gennem de seneste 25 år er blevet indlemmet i Lissabons bymæssige bebyggelse. Nord for Lissabon finder vi den nyeste subregion, Bucelas – der for nyligt fik egen demarkation på grund af den særlige vinøse stil som de hvide vine herfra er kendt for. De er hovedsageligt dyrket på Arinto – en druesort der både tilbyder friskhed og en (lang) levetid, der er atypisk for hvide portugisiske vine. Nord herfor ligger to andre grupper af subregioner, hver med tre subregioner. Første gruppe består af sub-regionerne Arruda, Torres Vedras og Alenquer. Den nordligste af de to indeholder sub-regionerne Óbidos, Lourinhã og Encostas de Aire. Fælles for alle seks er igen deres friske kølige vine, der for dem alle er under påvirkning af havet. Som sagt er disse seks sub-regioner ualmindeligt homogene, både i forhold til landskab, klima og druevalg. Blandt de hvide druer er Arinto, Fernão Pires, Malvasia, Seara-Nova og Vital dominerende, mens det blandt de røde særligt er Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão, Tinta Miúda, Touriga Franca, Touriga Nacional og Trincadeira, der er toneangivende. Men for hele regionen gælder det også, at forekomsten af internationale druer som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Syrah er temmelig udbredt.
Alentejo:
Alentejo-regionen udgør næsten en tredjedel af Portugal – og alentejansk vin fylder også rigtig meget i Portugal. Nogen vil ligefrem mene for meget. Men faktisk udgør de 8 subregioner en relativt lille del af den store region, der udover vin er præget af andre former for landbrug, primært oliven, korn, valnødder og korkeg – samt dyrehold, mest får, geder, kvæg og heste. Klimaet er generelt varmt – som i meget varmt om sommeren, og meget koldt (efter portugisiske forhold) om vinteren. Det var også derfor, at den portugisiske nationalpoet Fernando Pesoa kaldet Alentejo for ”Helvede på jord”. Regionen strækker sig fra Portalegre i nord og ned til Moura og Vidigueria i syd. Portalegre er den mest atypiske af subregionerne, da der omkring Portalegre er egentlige bjerge og jordbunden derfor er mere udpræget granitholdig end i de øvrige subregioner. Portalegre ligger også op til São Mamede-bjergene der udgør grænsen til Spanien, og sikrer mere nedbør end i resten af regionen. Derfor er Portalegre også betydeligt mere frugtbart end resten af Alentejo. Resten af regionen består mest af rundede bakker og steppeland. Jordbunden kan være ret varieret såsom, skifer, lyserødt marmor, limsten, kalksten og, som sagt, granit. Ofte ligger der under disse et lag af vandførende ler, som planterne forsøger at nå ned til. Vinene fra Alentejo – særligt de røde – er som regel ret frugtige og let drikkelig vine. De fylder en del i det portugisiske café- og restaurationsmiljø. Særligt i syd, men faktisk også i resten af landet. I de seneste ti-femten år har frugten i Alentejo fået et ekstra gear. En del producenter så, at latinamerikanske vine fandt vej til de store europæiske markeder med frugt-rige vine, og fandt her en mulighed for at tage kampen op. Derfor er vine fra Alentejo gennem flere år blevet tungere end de var tidligere. Nogle producenter er dog begyndt at vende ”tilbage” til den gamle stil, hvor der nok er frugt, men hvor der samtidigt er en friskhed i vinen. Alentejo er mest berømt for sine røde vine, og de hvide har det da også sværere i det meget varme klima. Men visse producenter – heriblandt nogle stykker Vinho er meget stolt af at repræsentere – har dog med stor dygtighed formået at producere glimrende hvide vine – blandt andet gennem tidlig høst af druerne, inden de når deres fulde sukkerpotentiale, og mens de stadig har den, for hvidvine, så vigtige syre i behold. For de hvide vine er det primært sorterne Antão Vaz der, sammen med Arinto og Roupeiro, spiller hovedrollen. Blandt de røde er Aragonez den mest udbredte og blandes meget ofte med Alicante Bouchet – der godt nok er en fransk importeret laboratorie drue, men i dag næsten regnes som portugisisk fordi Alentejo er den vinregion i verden, der anvender den mest. Herudover fylder Alfrocheiro, Trincadeira og Castelão en del i produktionen - ligesom man finder en del Touriga Nacional og Syrah, selvom det ikke er naturligt forekommende sorter i Alentejo og derfor ikke DOP godkendte. AlgarveAlgarve udgør den sydlige kystlinie mod både Middelhavet og Atlanterhavet og selvom regionen nok er mere kendt for sine strande end for sin vin er det faktisk en region man bør holde øje med. Traditionelt har regionen ikke været kendt for store vine - og de traditionelle druer er da også få – men der er sket noget de seneste 10-15 år. Kigger man på kortet, skulle man egentlig tro at klimaet lignede Alentejo. Fra kysten ligger grænsen mellem Alentejo og Algarve kun 35 til 50 km væk. Men grænsen følger en smal bjergkæde som holder de varme vinde og luftstrømme fra Alentejo inde, og som sikrer Algarve et mere behageligt kystklima under indflydelse af de to oceaner. Så her er varmt – men ikke ekstremt varmt som i Alentejo, fordi de to have sikrer lavere temperatur og højere fugtighedsgrader. Og så kan vin bare godt lide, at der er mere end 3.000 solskinstimer om året. Jorden er en blandet landhandel. Man kan både finde sandet jord, lerjord, limsten og sandsten. Som regel i et tyndt lag ovenover den egentlige klippegrund. Mod nord oppe i bjergene, kan man såmænd også finde små områder med skifer. De traditionelle hvide druer i Algarve er Arinto, Malvasia Fina, Manteúdo og Síria. For de rødes vedkommende, er det Castelão og Negra Mole. Men i løbet af de seneste år er der dukket flere producenter op, der ikke klassificerer deres vine som DOP, men derimod som Vinho Regional Algarve, og vinene er lavet på både portugisiske druer fra det øvrige Portugal og på internationale sorter. Her er de røde sorter Touriga Nacional, Syrah, Aragonez, Cabernet Sauvignon, Sousão og Trincadeira. Men blandt de hvide, også så "eksotiske fugle” som Alvarinho, Chardonnay og Viognier. Så hold øje med Algarve, for der sker ting og sager. Her laves der hvide vine med friskhed og elegance og kraftige røde vine med masser af power. |
