Fyldig og uendelig blød rødvin fra Dão
Vinhuset
Denne rødvin er en af fire vine i Carlos Raposos nye projekt (ultimo 2020) som han kalder World Wide Wines (WWW).
Der er produceret i alt 4.489 flasker af den røde Ideal 2018.
Carlos (se ham præsentere sit projekt ved at klikke på det lille billede af ham), på blot 36 år, har siden sin ungdom arbejdet stålfast og sikkert frem imod at blive en af Portugals dygtigste unge vinmagere. Som blot 16-årig startede han på den eneste ønologi-kostskole i Bairrada. Efter endt studentereksamen i ønologi tog han som blot 20 årig til Frankrig (uden at kunne et ord fransk) for at studere vin i Bordeaux og Bourgogne. Det blev til en Bachelor i vitikultur fra universitetet i Bourgogne og en kandidatgrad i ønologi fra universitetet i Bordeaux - begge dele taget på fransk !
Efter at have lavet vin i Bordeaux, Bourgogne og Napa Valley, vender Carlos i 2011 hjem til Portugal, hvor han bliver ansat hos Dirk Niepoort. Han får hurtigt ansvaret for al produktion på gården Quinta de Nápoles i Dourodalen, og avancerer derfra til rollen som Head Winemaker i Niepoort-koncernen. Carlos har haft ansvaret for store vine som Batuta, Robusta og Redoma i Niepoorts portefølje, foruden en række af de projekter Dirk Niepoort har kastet sig over i løbet af 10'erne.
I 2018 forlod Carlos Niepoort for at vende hjem til Dão. I fødebyen Nelas etablerede han sig i onklens nedlagte vineri, hvor han startede projektet Vinhos Imperfeitos. Et projekt der i december 2019 barslede med tre hvidvine: 3 Pontos, D&V code og Imperfeito. Vinene opnåede hurtigt stor berømmelse i Portugal, og fik fremragende karakterer fra internationale og nationale vinanmeldere. De tre vine, der også kan fås hos Vinho, er helt i en klasse for sig. Der er tale om virkeligt virtuøst vinmageri. Men sådan noget smitter også af på prisen, og derfor besluttede Carlos i 2020 at frigive fire nye vine under brandet World wild wines. Det er store vine alle fire, men i en prisklasse hvor det er lidt nemmere at være med.
Det er ikke urimeligt at påstå, at Carlos er besat af kvalitet. Han er ikke bange for at forlange det bedste. Det stod klart da han lancerede Vinhos Imperfeitos (uperfekte vine). Men mange af de krav han stillede til leverandørerne for at få lov til at være med i det (u)perfekte projekt går igen i World Wild Wines. Således er der gennemført menneskelig kontrol af samtlige propper der er anvendt i projektet, så risikoen for at få en vin med prop skulle være minimal.
Vinen
Vinen er lavet overvejende af druer fra monovarietale marker fra stokke på mellem 30 og 60 år fra Senhorim-subregionen. Alle de bidragende marker er ejet af de facto økologiske producenter og er udvalgt af Carlos selv. De typiske Dão-druer som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen er alle repræsenteret.
Druerne er manuelt høstede og transporteret til vineriet i 15 kg-kasser for at give dem optimal beskyttelse mod ukontrolleret gæring. Vinen gærede på temperaturkontrolleret rustfrit stål i 6 uger inden den malolaktiske fermentering fandt sted på brugte franske egetræsfade fra Puligny-Montrachet, hvor vinen lagrede i yderligere 18 måneder. Herefter blev fadene der skulle blendes til Ideal udvalgt ved prøvesmagning.
Vinen fremstår med en smuk rubinrød farve i glasset.
Friske vilde kirsebær og skovhindbær, sort peber, våde sten og let røg. Man fornemmer dominans af Touriga Nacional men field blend-komponenten understøtter den samlede oplevelse af koncentration og kompleksitet.
I munden føles den overdådigt fyldig, uendeligt blød og levende med perfekt integrerede tanniner. Strukturen er tydelig men meget let.
Lang og meget behagelig eftersmag.
Drik den til rødt kød med pebersovs, det er nok min favorit til en voldsom côte de boeuf. Retter på rodfrugter eller bælgfrugter, som f.eks. en velkrydret dhal eller bønnegryder som feijoada. Osteretter.
Bemærk: Iflg. dansk lovgivning er minimumsalderen for at købe denne vin 16 år.